Hvad er byggebranchens tværfaglige udfordringer

Jeg har allerede betalt for bygningen, skal jeg nu betale ekstra for at den virker?

En række virksomheder, især bygherrer, er blevet (eller bliver) nærmest forargede over, at de pludselig en dag blev præsenteret for en ny ydelse (commissioning), der ikke var en del af byggeriets almindelige udgifter. En ydelse som skulle være en nødvendighed for, at man rent faktisk fik en bygning, som passede til ens behov og som fungerede ved overdragelsen. Ole Teisen svarer:

”Det er endnu ikke gået op for alle at der er et behov for commissioning. Nogle er sågar stadig af den overbevisning, at eftersom de allerede har betalt for at få opført og tegnet en bygning, hvorfor virker den så ikke bare automatisk? Til det skal man nogle gange holde et spejl op foran dem og spørge: hvad er det du har bestilt? Og er du sikker på, at dine tværfaglige krav overhovedet har været entydige?

Der sker fejl på alle niveauer af et byggeprojekt, også i bestillingen. Der er sågar nogle bygherrer, der bevidst bestiller et ukonkret projekt. Bygherren stiller overlagt krav, der hverken er rigide eller målbare nok til, at senere aktører entydigt kan forstå deres behov. Og de gør det med den antagelse, at hvis man bestiller noget der ikke er skarptskåret, så får man en bredere skare af forslag til løsninger, og på den måde får man de projekterendes hjælp til at finde ud af, hvad man egentlig har behov for.

Den mest essentielle grund til, at vi behøver commissioning, er trods alt, at den resulterende bygning i dag er mere kompleks, end den var førhen. Især gælder det styring, automatik og klimaskærme, som alle har været igennem et teknologisk kvantespring. Men også det faktum, at der er installationer og bygningsdele imellem et stigende antal tværfaglige interaktioner. Commissioning udfylder det hul, som den almindelige kvalitetssikring (KS) har efterladt.

Bygningerne er meget mere komplekse nu, end de var dengang AB92 (almindelige betingelser) blev skrevet, og det var dengang man lagde grundstenene til den KS, som vi bruger i dag. AB92 beskrev en KS, der er opdelt fag for fag, og det ser vi konsekvent svigte på moderne byggeprojekter. Nogle kan måske fristes til at sige, at commissioning beror sit arbejde på, at andre aktører af forskellige grunde ikke er i stand til at udføre deres arbejde godt nok. Men det handler snarere om, at teknologien er vokset fra branchen.

Hvis man spørger en professionel bygherre, hvor mange færdiggjorte projekter, de har oplevet fungere fra dag 1, vil det være meget få. De kender udmærket problematikken. Derimod kan en første-gangs bygherre, der fx skal have bygget et enkelt domicil, nogle gange have svært ved at forstå, hvorfor han ikke bare kan gå hen til en murer og bestille en bygning, der så bare virker.”

 

 

 

Commissioning, sådan én skal vi da have på byggeriet!

Commissioning er en relativt ny proces i den danske byggebranche, og markedet for commissioning er støt stigende. Derfor kommer der mange nye udbydere ind på markedet. I den forbindelse ser vi flere forskellige tilgange til processen springe ud. Som det så ofte sker med nye begreber, har der været byggeprojekter, der har lidt under ikke-gavnlige commissioning-forløb, og i den seneste tid har forskellige røster i branchen efterspurgt bedre definition af termerne. Ole Teisen svarer dertil:

”Det er rigtigt, at der i dag er utrolig mange der udfører commissioning, men det kan diskuteres hvor mange der bruger det ordentligt. I stort set alle udbudsmaterialer står der ’commissioning’, og ansvaret ender ofte i øst og vest. Det de fleste bare ikke har forstået er, at hvis man gerne vil have commissioning på sit projekt, så involverer det én selv. Det er bygherren selv, der påtager sig et ansvar for at vurdere det, de får, når de har bestilt et projekt. Det kan man ikke bare købe sig til af en entreprenør eller en projekterende rådgiver, da der er åbenlyse interessekonflikter i at lade dem vogte bygherrens interesser.

Der er sågar nogle der mener, at commissioning-organisationen skal ind og lave de udførendes arbejde, det skal vi heller ikke! Vi skal granske indreguleringen, men det er bestemt ikke cx-organisationen, der skal udføre den. Det er hele humlen i det – commissioning-organisationen skal holde sig fri fra projekterings- og udførelsesansvar, altså være fuldstændigt uvildig.

Som sådan burde der ikke være usikkerhed om, hvad commissioning er. Der ligger en dansk standard som forklarer det fra A til Z. Med det sagt er det nok snarere et spørgsmål om manglende motivation fra ejerens side. Nogle bygherrer spørger, om de ikke kan få en light-udgave, altså en mindre og billigere commissioning-proces. Svaret er nej; hvis man skærer dele af commissioning-processen, så fjerner man de indbyggede mekanismer, som skal sikre, at bygherren får det byggeri, som han har bedt om, og at det er brugbart.

DS3090 beskriver en proces, og hvilke elementer den skal indeholde for at sikre en funktionel bygning efter overdragelsen. Men standarden er ikke et komplet værktøj, med hvilken gud og hver mand kan gå direkte fra skolebænken til at udføre commissioning. Den beskriver fx intet om, hvordan man rent kontraktligt binder parterne på arbejdet, og den beskriver heller ikke de tekniske aspekter. Man kan ikke bare udarbejde en tjekliste og et testparadigme, der så virker til alle byggerier. Commissioning kræver en uhørt faglighed, og den vil man aldrig kunne undvære.”

 

Kan jeg ikke bare få en “light commissioning”?

Der har i Danmark være en del eksempler på projekter, hvor commissioning er tilvalgt, men de mennesker, der skal udføre processen, simpelthen ikke har fået beføjelserne til at kunne effektivisere deres arbejde. Til dette siger Ole Teisen:

”Det er stadigvæk et problem, når en bygherre bestiller en commissioning-proces, uden at give commissioning-organisationen nogen form for autoritet. I sådanne tilfælde kan vi få lov til at skrive breve til dommedag, uden at der er nogen, som læser dem, og det er især problematisk, når man står overfor projekterende.

Man er simpelthen nødsaget til som bygherre at fastlægge, at nu kommer de her mennesker ind, og de står for en række driftsorienterede granskninger, og så skal I, pine og død, forholde jer til dem. Commissioning er også en service til de projekterende – de får en driftsorienteret granskning af projektmaterialet af et uafhængigt 3. øje – men for at det kan skabe værdi, er det vigtigt, at der bliver afsat ressourcer til at svare på spørgsmålene. ’

Det er også meget vigtigt, at commissioning bliver inkluderet i den overordnede tidsplan på samme niveau som alt andet. Derudover er det ligeledes vigtigt, at der bliver budgetteret ordentligt for commissioning.

Hvad koster commissioning? Ja, man trækker ikke bare en commissioning i automaten. Et tommelfinger-estimat er omkring 1% af anlægssummen, men det kommer meget an på kompleksiteten af bygningen og på bygherrens egen organisation. Mange bygherrer kan faktisk selv løfte en del af commissioning-arbejdet – har de fx selv driftsfolk siddende som kan granske materialet? Sådanne ressourcer er meget værdifulde, da personerne sidder med specifik viden fra deres tidligere projekter, og endnu mere fordi de i processen lærer en hel masse om de anlæg, de selv skal drifte efter overdragelsen. Desværre er driftspersonalet oftest meget travle og kan ikke frigives tilstrækkeligt til at udføre commissioning-arbejdet. Derfor varierer budgettet fra case til case.

Vi arbejder på at få commissioning ned i mindre skala, således at man kan udføre en fuld proces på mindre projekter, men Rom blev ikke bygget på én dag. Der er i princippet ikke nogen nedre grænse på, hvor små projekter kan blive. Skærer man helt ind til benet, handler det jo om at sætte krav for derefter at følge dem i alle faser. Derudover kan man sætte simple krav for at få en mindre proces.

Det står alt i alt ikke så ilde til. Det vigtigste fremover er, at vi som branche er åbne over for de forskellige aktørers behov. De udførende skal have respekt for, at vi er nogle, der kan verificere over grænser, og vi skal respektere, at der er nogle dygtige udførende.”