Commissioning-processens udvikling i Danmark
Commissioning er en teknisk koordinerings-, dokumenterings- og verificeringsproces, der over de sidste 10 år er gået fra at være næsten ukendt til i dag at blive implementeret på alle større byggeprojekter i Danmark. I denne artikel beskriver chefrådgiver Ole Teisen fra Sweco hvorfor og hvordan commissioning er blevet til i Danmark.
Tiden før commissioning
”I starten af min karriere fandtes begrebet commissioning slet ikke i Danmark. Oftest sad bygningsautomatik-ingeniøren tilbage som den sidste på projektet og måtte stå for at få bygningen til at fungere” siger Ole Teisen, der igennem sine første 10 år arbejdede som udførende bygningsautomatik-mand for entreprenører.
”Denne indregulerings- og troubleshooting-tjans viste sig at blive støt mere problematisk, som teknologien bag teknikken blev mere kompliceret”.
I takt med, at teknikken blev mere kompliceret og at fagene blev mere indbyrdes afhængige, begyndte det at blive en større udfordring faktisk at få byggeprojekter til at leve op til de behov, der var til dem.
Det var i den forbindelse, at folk fra den danske byggebranche begyndte at skele til deres kollegaer i Amerika efter inspiration.
”I USA havde man udført commissioning siden 70’erne, og deres HVAC-organisationer var allerede i gang med at udvikle en bred palette af standarder”.
Dog blev begrebet commissioning ikke adapteret i Danmark med det samme – De danske aktører begyndte langsomt at bygge grundprincipperne op i slutningen af 90’erne. For Ole Teisen vedkommende startede commissioning-processen med at centrere sig om den driftsorienterede granskning, dvs. at sørge for at rette fokus i projekteringen væk fra bygbarhed og over på funktionalitet for driften.
Commissioning-processens indtog
Omkring årtusindskiftet begyndte de danske eksperter at holde møder i DANVAK om commissioning. ”Dengang oplevede vi stor opbakning omkring møderne, men der var endnu ikke grobund for en samlet fremrykning i byggebranchen” erindrer Ole Teisen. Og det måtte vare endnu et årti før det næste store ryk kom.
Gennem 00’erne udførte Ole Teisen og hans afdeling af facility management-rådgivere løbende commissioning på en masse forskellige projekter. Men da der endnu ikke fandtes en dansk standard for processen, måtte de hovedsageligt arbejde efter de amerikanske ASHRAE standarder og britiske CIBSE codes. Det vigtigste dengang var de driftsorienterede granskninger og verificering gennem commissioning tests. To elementer der i dag må siges at være hjørnesten i commissioning-processen.
I 2012 blev Ole Teisen kontaktet af Dansk Standard, der igennem Energistyrelsen havde fået midler til at udvikle en branchestandard.
”DS3090 byggede vi på et internationalt forlæg ved navn ECBCS annex 47 som er udgivet af det internationale energiagentur. Samtidigt med DS3090 (udgivet 2014) blev jeg også involveret i at skrive Værdibygs guide (udgivet 2013)” siger Ole Teisen der var med til at udvikle de to eneste dokumenter der i dag ensarter commissionnig-processen i den danske byggebranche. Dokumenternes mest centrale elementer er ifølge Ole Teisen: ”Granskning af projektmateriale og udførelsen, beskrivelser af en række tværfaglige tests, struktureret uddannelse af driftspersonale, opfølgning og monitorering ind i driften, og til sidst at sørge for, at dokumentationen lever op til nogle retningslinjer, som er med til at sikre, at bygherrens krav i sidste ende er opfyldt”.
Den danske standard har været med til at udbrede commissioning i Danmark og har hjulpet til at strømline commissioning-ydelsen, Ole Teisen mener at: ”Branchen har udviklet sig meget siden 2014, hvor DS3090 blev udgivet, og den er snart ved at kunne bruge en opdatering. Den blev udviklet til en branche der havde brug for guidance, så DS3090 er meget udførligt og sekventielt beskrevet”.
Commissioning i dag
”Commissioning er i en rivende udvikling i dag, alle byggeprojekter som skal bæredygtighedscertificeres gennemgår en commissioning-proces. Derudover har byggeri af proces-, pharma-, produktionsfaciliteter også altid en indbygget commissioning-proces. Til sidst er der også en kæmpe gruppe af bygherrer som simpelthen ikke kan risikere at få overdraget et byggeri, som ikke lever op til de funktionelle behov, såsom forskningsfaciliteter, hospitaler osv.” Siger Ole Teisen.
Byggebranchen ændrer sig dog hurtigt i disse tider. For eksempel hedder byggesagernes faser noget andet og ser anderledes ud, end de gjorde for 4 år siden, da DS3090 udkom.
”Vi behøver ikke længere i samme grad forholde os til hvad der sker fase for fase, men snarere hvad der skal være gjort i hvilken rækkefølge”.
En anden forskel er hvilke tekniske installationer, commissioning-processen involverer, påpeger Ole Teisen:
”I dag udfører jeg rigtig meget commissioning af klimaskærme. De er nemlig begyndt at indeholde en hel del automatik. Det er typisk ikke længere CTS, men derimod noget andet automatik som fx en PLC der styrer specifikke elementer på klimaskærmen”.
Forandringen i det tekniske perspektiv ændrer ikke noget fundamentalt ved commissioning-processen, men det sætter nye tekniske krav til dem, der udfører commissioning-arbejdet.
I dag udføres der commissioning på de fleste komplekse projekter, ”men der er en tendens til at de offentlige bygherrer ikke har lige så stort engagement over for commissioning som de private. Det kommer sig nok af, at de private har et langt større fokus på bundlinjen, og fejl rammer bundlinjen hårdt. Lige nu er udviklere og private investorer et af vores største kundesegmenter for Sweco, fordi de netop har opdaget, at det går ud over deres afkast, hvis der er fejl i bygningen ved overdragelse.
De vil simpelthen ikke risikere, at de ikke kan få deres fremtidige husleje eller få afsat deres bygning”.
Commissioning fremover
For at tilpasse os til det nye branchebillede bør vi snart udvide vores redskaber:
”Branchen kunne drage fordel, hvis vi omlagde os, så vi fik en mere guidende standard, som bearbejdede emnet på et højere plan, og som så kunne suppleres af en række mere dybdegående håndbøger. Dette ville give praktikere den tekniske og detaljerede beskrivelse af, hvordan de bør udføre commissioning, og bygherrer den overordnet viden om, hvordan det økonomiske og juridiske skal planlægges.”
Ole Teisen bidrager for tiden til udfærdigelsen af sådanne håndbøger i REHVA regi. Du kan læse mere om dette og andet i de tre kommende artikler, der vil blive udgivet over de næste måneder. Du kan også læse mere om Ole Teisen selv i vores første artikel, som går lidt mere i dybden med hans egen karriere.
M.Sc. Nicki Blådal-Hansen
Medstifter af CxWeb
nb@cxweb.dk