Bygningstyrelsens har introduceret begrebet milepæle til performancetests
Bygningsstyrelsen er nu officielt rykket fra deres tidligere direkte tilgang til performancetest til at inddele tests i milepæle. Med milepælstilgangen anbefales det at man fire gange i byggefasen og en gang i driftsfasen verificerer sit projekts tekniske performance. Motivationen bag ændringen er som de selv forklarer på deres hjemmeside:
”For at performancetesten kan opnå effekt i et byggeri, skal testprotokollerne tænkes sammen med projektering, tilsyn, planlægning og styring af byggeriets udførelse, ligesom en manglende opfyldelse af acceptkriterierne skal gøres økonomisk og juridisk forpligtigende.”
De anbefaler at der under projekteringen defineres en række milepæle-mål og milepæle-betalinger. Først når alle mål for en given milepæl er opfyldt og verificeret, frigives milepælsbetalingen til de udførende. Dette har til hensigt at skubbe de udførende mod at arbejde mere målrettet for at opnå funktionelle tekniske installationer.
De fem anbefalede milepæle er:
- Byggeriet er forsynet med vand, varme, køl og strøm
- Byggeriet er mekanisk og elektrisk komplet
- Byggeriet er i hydraulisk balance & test at proces-, standalone- og brandtekniske-installationer
- Test af reguleringsevne og test af resterende installationer
- Test af byggeriet under belastning
Bygningsstyrelsens gamle performance-testprotokoller, der blev udarbejdet i forbindelse med byggeriet af Syddansk Universitets Bygning 44 fra 2015, er derfor blevet erstattet eller opdateret med en række nye og modificeret testprotokoller (som ses i højre spalte).
De nye testprotokoller er tilpasset til milepæle-tankegangen, men kræver stadigvæk tilpasning til det enkelte byggeprojekt.
Performancetests, milepæle og commissioning
Milepælstankegangen er en ny kontekst for performancetests, som vil tvinge alle parter juridisk og økonomisk til at verificere hvorvidt bygherrens krav opfyldes.
Digital performancetests er en væsentlig del af commissioningarbejdet – milepæle er derfor en interessant tilgang, der potentielt set kan implementeres i commissioning.
En af de største udfordringer ved commissioning er nemlig at man sjældent definerer hverken juridiske eller økonomiske forpligtigelser i forbindelse med ansvaret for commissioning.
Derfor tror vi, at indførelsen af milepæle-tilgangen i commissioning arbejdet kunne have en positiv indvirken på arbejdsgangen for commissioning-organisationen på mange projekter.
Kilde: Bygningsstyrelsen om performancetests
M.Sc. Nicki Blådal-Hansen
Medstifter af CxWeb
nb@cxweb.dk